En lille historie om Hjernen

Hjerneterapi

En lille historie.

Der var engang en tænkehjerne som var så prægtig og dygtig, at alle andre hjerner så op til ham og gerne ville være ligesom ham.

Han talte, og sagde alle de rigtige ting, og var lærd inde på de store universiteter langt borte

Hjernen vidste godt selv, han var dygtig, og han elskede at høste anderkendelse for det, fra de andre hjerner. Han følte sig vigtig.

Han kunne udregne og planlægge og strukturere og forudse alt hvad der ville ske, så han var uovervindelig og sikrede sig sin overlevelse.

Nedenunder ham boede noget der kaldte sig kropshjernen, som mente at den også tog noget af slæbet og det havde dog en vis værdi, men det ville hjernen slet ikke høre på, for han var den vigtigste. De andre vil være ligesom mig, sagde han. Se på dig selv, du er helt forkert, du er både for tyk og dum og har en helt forkert form. Du er for langsom, jeg er jo langt hurtigere end dig.

Kroppen prøvede mange gange, at få hjernen til at lytte, men hjernen kunne kun høre sig selv.

Kroppen blev trist, meget trist og den lukkede sig sammen om sig selv, og til sidst gik den helt i stå.

Hjernen skældte kroppen ud, tag dig dog sammen, du er for doven, kom nu i gang, sagde den. Men kroppen var så trist over alt den skæld ud, den havde fået fra hjernen, så den helt havde mistet sin værdifølelse og havde nu slet ikke lyst til at leve mere.

Hjernen begyndte at mærke, at den blev påvirket af kroppens humør, den forsøgte at gemme sig, så de andre hjerner ikke kunne se den uduelige krop den gik rundt med. Bare jeg kunne skille mig af med den, tænkte han. Han grublede og grublede, og forsøgte at udtænke en løsning. Men han fandt ingen.

Så vågnede han en nat, og havde et underligt syn. Noget der kaldte sig hjertehjernen talte til ham.

”Du skal slutte fred og sige undskyld til din krop”; sagde hjertet.

Hvad er det for sludder, tænkte hjernen. Men han begyndte, at mærke noget, han ikke havde mærket før, han troede faktisk slet ikke han var i stand til at mærke.

Det, havde han ikke lært hjemme, havde værdi.

Han mærkede den tristhed som kroppen havde, og blev selv trist. Hjertet sagde, det kaldtes empati.

Hvad var nu det, det havde hjernen ikke lært noget om i de skoler han var lærd i.

Det føltes faktisk som om, at han selv blev ked af det. Han begyndte at græde og græde. Han græd i 7 år 7 dage 7 timer og 7 min.

For hver tåre, han græd, var det som om, at han kom tættere på kroppen, og ligesom bedre kunne lide dens selvskab.

Samtidig voksede Hjertet, og fik mere plads. Det var ligesom en bro, der bandt hjernen og kroppen sammen. Trods den modstand han havde haft til kroppen, føltes det nu, som om, han kom tættere på sig selv og der voksede stille en forståelse i ham, for kroppens oplevelse af hans fravær. De var et og den samme.

TænkeHjernen voksede ud af den lille tankebobbel han havde boet i, som han havde troet, var hele ham. Han opdagede, han var meget større sammen med kropshjernen og hjertehjernen. De blev ligesom hans familiemedlemmer, der var i stand til at støtte hinanden og hjælpe med at forstå sig på livet.

Det blev herfra nemmere at være i livet og holde balance, og han følte sig ikke længere alene om opgaven. Han mærkede, at de sammen kunne løfte større opgaver på livets vej.

De ses stadig vandrende hånd i hånd hvis du kigger dybt nok ind i dig selv.

Tak fordi du læste den lille historie.

Måske kan du genkende dig selv, det er ikke altid krop, hoved og hjerte samarbejder. Indenfor TBT arbejder vi med det vi kalder hjerneterapi. Der bor 9 intelligenser i vores krop, og når de samarbejder, er det lettere at være dig.

Kh Heidi