Kriser og hjernen

Man kan dele kriser op i to slags kriser.

Der er livskriser, små som store, som vi alle må møde, der er en del og et vilkår i livet.

Det er overgangsfaser eks. udviklingsfaser som lille, puberteten, når vi flytter hjemmefra, bliver forældre, 40 årskrisen, overgangsalderen osv.

Hver af disse kriser indeholder mulighed for livsudvikling. Vi får flere og flere kompetencer, og lærer os selv bedre at kende.

Så er der akutte kriser, som er noget, der opstår pludseligt, gulvtæppet bliver hevet væk under os. Vi oplever en følelse af tab, tab af kontrol, eller tab af mennesker eks. skilsmisser, utroskab, fyringer, ulykker. 

Indenfor META sundhed kalder vi dette en UDIN

U=uventet D=dramatisk I=solerende N=nul strategi

Det er meget forskelligt, hvordan vi reagerer i kriser.

Det kan have stor betydning, hvordan du oplever tabet på indre planer, og hvad du har med dig af tidligere oplevelser og erfaringer med kriser.

Et springende punkt, kan være de ressourcer af mennesker, du har omkring dig, til at støtte op, mens du er i krisen og din egen modstandskraft.

Hvis du ikke har nogen, kan det være svært og langvarigt at klare sig igennem en krise, men ikke umuligt.

Vi kan dele en akut krise op i 4 faser.

• 1 fase er chockfasen som er kortvarig alt fra et par sek. til længde af hændelse.
• 2 fase er reaktionsfase ( 4-6 uger )
• 3 fase er bearbejdningsfase (1/2 år til 1-2 år) Det er her, vi forsøger at bearbejde det der skete. 
• 4 nyorienteringsfasen Hvordan er mit liv nu, det tager også tid at komme tilbage til livet, og hvem er jeg nu.

I chokfasen kommer hjernens forsvarsmekanismer i spil, fordi du ikke kan nå at fordøje, det der sker. 

En forsvarsmekanisme er noget, der sker ubevidst, men for at hjælpe dig med ikke at gå i stykker. Det er vores EGO der er bange for egen overlevelse.

Du kan reagere med regression, hvor du er hysterisk ( altså barnlige reaktioner), og du kan fornægte, at det er sket. Det kan opleves uvirkeligt. Det her sker jo ikke for mig, det er en drøm, og om lidt vågner jeg op. Du kan også isolere dine følelser, altså lukke helt af og fornægte, at du er påvirket, men bare sige du har det fint. At grine af det, kan også være et forsvar.

Jeg kender til fornægtelse, det her sker jo ikke for mig, om lidt vågner jeg op, og så er alt som før. Jeg vågnede hver morgen og opdagede, det stadig var der. Jeg udviklede angst, og så begyndte jeg at tage mig af det.

Der er ikke nogen mere rigtigt eller forkert forsvarsmekanisme, vi gør det, der er nødvendigt for os, fordi hjernen vil gerne bringe dig hurtigt i sikkerhed, fra det farlige der sker.

Kroppen er skabt til at klare stres i kortere varighed, det er en urgammel kæmp flygt spil død mekanisme, vi skal kunne løbe fra tigeren uden at tænke store tanker om hvordan og hvorledes det er bedst at gøre nu. Vi regerer instinktivt, derfor banker hjertet og adrenalin og kortisol pumper ud i kroppen. Vi kan blive helt lammet af angst, miste al kraft, eller finde kræfter vi ikke anede vi havde.

Når du så igen er i sikkerhed, så kan du begynde at bearbejde og puste ud. Ligesom dyrerne, skal vi ryste chockenergien ud. Det er derfor vi ryster bagefter. Måske bliver vi kede af det, og græder.

Når vi ikke kan erkende, eller ikke er klar til at erkende det, der er sket, kommer vi til at sidde fast.

Jeg kunne ikke komme videre, før jeg tog oplevelsen på mig. Det er sket, jeg oplevede det, og jeg overlevede det... så kom bearbejdningsfasen.

Der kan være andre bagvedliggende årsager til at sidde fast i en fase. Det kan være der er gamle ubearbejdede traumer. Traumer sidder som knuder i vores nervesystem og cellehukommelse. 

En væsentlig faktor for mig var tid, jeg fik tid til at komme mig, tid til at bearbejde alle de følelser der boede i mig. 

Hvis lægen kunne udskrive TID på recept, ville mennesker have tid til at komme tilbage i deres eget tempo.

Det kan være vigtigt at tale med nogen, veninder, familie, naboen eller din læge.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du sidder fast i et traume. Det er nemlig det jeg arbejder med.

De bedste tanker Heidi

Bevidst Balance